Man kan undrer sig over, at de taler med den volumen, de gør og har så stort behov fo at fise rundt mellem værelserne. Det kan undres, at de ikke har begreb om, at der rent faktisk også kunne opholde sig andre mennesker på vandrerhjemmet end dem. Jeg kan hører, at de taler et sprog, som jeg ikke kan forstå, eller også er det en afart af Sønderjysk - måske hollandsk....Hæ...Der må være en årsag til at jeg skal igennem dette - Tænker uklart, er træt - også en anelse pirrelig og sarkastisk. Så er det galgenhumoren kommer på banen - intet bliver taget helt seriøst mere.
Når de der mennesker nu er så højrystede og ordene bliver ved i en lind strøm at fylde hele gangen - og, de skulle bare vide, også de andre værelser, overvejer jeg om det nu også er det helt rette tidspunkt de højere magter har valgt til at afprøve min rummelighed og tålmodighed. Selv er jeg ikke helt sikker.
Jeg kan mærke at lysten til at åbne døren og skælde ud på flydende ikke så pænt lingistisk dansk, er lige på aftrækkeren.
At jeg ikke springer til handlingen kan skyldes flere ting:
1 Jeg gider ikke rejse mig fra min seng
2 Jeg vil gerne forskåne hollænderne for et syn, der vil give dem et traumatisk mareridt resten af livet (Læses: rester af barselsfedt, mor Danmark og uglet hår i en sammenkøring)... - Et nærmest monsterlignende væsen fra planten Zorg, der åbner døren med en knirken og brøler: "Så hold dog kæft"
3 Det kræver for mange muskler at se sur ud - det er lettere at uddele uppercuts
"På dem manse" - ok, jeg rejser mig.
Men pludselig - som et hallelulja sendt fra himlen - sikke dog en velsignet ro.
Dørerne lukkes rundt omkring på gangen - alt ånder nogenlunde ro.
shhhhhhhhhh.
Jeg elsker at have rummelighed, tålmodighed og det at have overskud til andre mennesker - også når jeg ligger i en seng på Esbjerg vandrerhjem med hovedgærdet vendt mod fællesgangens væg....ok, det krævede så mange overvejelser og tællen til ti.
Fuck, jeg føler mig frelst og stolt over mig selvbeherskelse......
Roser mig selv min rummmelighed og tollerance. Mine evner til ikke at lægge det ubetydelige for stor værdi. Klapper mig selv på skulderen....Rummelighed og tollerence - JA.
Fede begreber og gode værdier, som de fleste gerne vil nikke genkendende til som fromme egenskaber ved dem selv. Jeg mærker disse begreber, som et, som et lyntog i warpspeedfart blive hevet ud af min krop, for at lande med et grumt splat ved siden af min seng, på gulvet. Hvad blev der lige af plads til andre mennesker, glorie om hovedet og hænder foldet i dydighedsposition?
Jeg kan mærke min egen glorie er falmet væsentlig og den er begyndt at hænge slapt om halsen på mig. Englevingerne er en anelse flossede og fingrene forsøges rettet ud efter at være knyttet kramagtigt sammen under den sammenbidte, snart eksploderende brumbasseposition i vandrehjemssengen. Der skal temmelig meget braso og ståltråd til at få den glorie op at køre igen. Splattet på gulvet har jeg ikke lyst til at se på . Så meget for de egenskaber.....Lad mig så få noget søvn... Vi rydder skraldet i morgen.
Hvad er så min læring af denne test/oplevelse
Hekse trænger til søvn.
Jeg er kun et menneske - men et menneske der har lært meget om mig som menneske - den påståede tålmodighed, rummelighed og noget om gloriers holdbarhed.
Godt at jeg har tape i baglommen - der er vidst lige en glorie, der skal stykkes sammen på ny - genopfindes i eget sprog og med mavefornemmelse og i en ny farve. Jeg er ikke mere lige så from som jeg gik og troede - tålmodigheden blev i aften sat på en hård prøve. Og hvem ved - måske bliver min nye sammentapede glorie mere holdbar, modstandsdygtig og rustik ved at være genkreeret i mit til opgaven medbragte fokus...... -I morgen.
Hæ - derfor gider jeg ikke sove på vandrehjem mere.....sådan da.
SvarSletHar haft en tilsvarende oplevelse på et vandrehjem i byen Cong i Irland for små 10 år siden.
En fransk gymnasieklasse på cykeltur "invaderede" det vandrehjem vi kun skulle have en overnatning på. Ikke nok med at de larmede overalt rundt omkring og i spisesalen om aftenen. Om aftenen fes de rundt på gangene, op og ned af trapperne og alt sammen råbende, kaldende og højsnakkende. Adskillige gange prøvede de også at komme ind på vores værelse,- tog i dørhåndtaget og sådan. På et tidspunkt - hverken lillemor eller jeg kunne sove - hørte jeg en herre ude på gangen på engelsk med tysk accent pænt og høfligt bede dem være stille. Det hjalp i ca. 20 sekunder, så fortsatte spektaklet. Så da en flok endnu engang tog i vores dør, tog fanden ved mig: jeg røg op og hev døren op og råbte højt og alt hvad jeg kunne på dansk alverdenens skældsord - så selv Egon Olsen og Kaptajn Haddock ville mangle ord og rødme - og gik efter dem hele vejen ned ad gangen (de var 4 knægte og en pige) mens jeg råbte af karsken bælg på dansk. Derefter åbnede jeg en dør til et værelse hvor jeg hørte der var nogen andre af de dersens franske gymnasiaster og gentog svadaen, truede dem med knytnæve, smækkede døren og gik råbende - stadig på dansk - tilbage til vores værelse og i seng igen. Der var total stille resten af natten og vi sov dejligt.
Næste morgen var vi tidligt nede og spise. Her blev jeg på et tidspunkt kontaktet af den tyske mand og en belgier, der takkede mig for den skideballe jeg havde givet franskmændene. Lidt efter kom de ned, de unge mennesker. og gik til morgenbuffeten og forsynede sig. De skulede hen mod mig og talte indbyrdes stille sammen. De satte sig ved et langt bord som langsomt fyldtes med kammerater. Da nogen af dem - efter et stykke tid - igen begyndte at larme og ved buffet-bordet begyndte at skubbe til hinanden o.s.v., så rejste jeg mig op og gik bare hen og kiggede, med hænderne solidt plantet i siden, vredt på dem. SÅ blev der stille og de var fuldstændig stille resten af tiden. Da Lillemor og jeg rejste os og gik ud af morgensrummet/stuen, begyndte de andre gæster at klappe og vise thumps-up til mig. Men mærkeligt, at de lærere der var med overhovedet ikke reagerede på nogen måde..