To drive with spirits

Kære læsere.

Denne weekend har jeg deltaget i et 3½ dags kursus i intensiv mediumskab med de to enestående engelske mediums Tim Abbott og Shiela French.
En weekend i selskab med afdøde - ånder, hvis du vil - fra morgen til aften.
En weekend, som jeg længe har glædet mig til.
En weekend, som alt andet lige har beriget min tilgang til kommunikationen og arbejdet med "den anden side". En interesse, som jeg virkelig holder af og bruger enhver kommende lejlighed til at udføre - dog skarpt adskilt fra min primære profession.
Jeg nyder desuden turen hjem fra mit daglige arbejde hver dag, som jeg tilbringer i min bil. De sidste par uger har jeg haft selskab med en sjæl fra åndeverdenen.
En ny passager hver dag.
Tak - tusind tak for æren og for de mange sludre. De giver meget at tænke over.

DET ER SÅ LIGE HER, AT DU skal glemme alt om TV programmet "Åndernes magt", amerikanske gyserfilm og dårlige spøgelsesromaner - Alle disse ting og forsøg på at skræmme livet af dig..... - og som rent faktisk, i mange tilfælde, lykkedes. Et godt cut kan gøre meget.

Den intellekt, ynde, mangfoldighed og skønhed - den åndelige rummelighed, den såkaldte "anden side" indeholder, overstråler til hver tid den gys og gru, som uvidende mennesker og deres behov for sensationer, har brug for at insinuere. 

Tro mig, når jeg siger, at den åndelige verden, på mange områder, næsten er mere levende og mangfoldig en vores side af denne verden...- og så fuld af godhed.
Jeg kan fortælle dig, at arbejdet med "den anden side" på flere planer, har beriget og til tider ændret mit liv, syn og opfattelse(r).

Vi mennesker i Danmark har nu til dags en generel benægtelse af, at den anden verden - åndeverdenen -  eksisterer. Når vi så alligevel kan mærke noget eller nogen, som ikke burde være der, slår vi det enten hen, eller begynder at ryste i bukserne af skræk, gemmer os under dynen, eller hvad vi nu gør.
- For vi ved ikke bedre - vi kan ikke se dem, høre dem eller tale med dem - for de eksisterer jo ikke - i vore officielle verdensbilleder.
Vi vælger skræk og at ignorere - fordi det er det forsvar, vi plejer at vælge, når det drejer sig om "rystebukseverdenen".
Det er trygt, at gøre som vi plejer, selvom hårene rejser sig på vore arme og hjerterne galoperer......"Fuck, hvor er det bare trygt".

Vi KAN ikke se ånderne, høre dem, eller tale med dem, for de eksisterer jo ikke - Vi VIL ikke se dem, høre dem, eller tale med dem og vi VIL ikke have de skal eksistere. 
Når så det modsatte bevises for os, og vi får vink med en vognstang, så er det virkelig noget shit.
Har jeg mon ret?


Er du her i dit liv nu ,så læs endelig videre...


At vores opfattelser nu, generelt, langsomt begynder at tage en drejning til "Ok, måske er der mere mellem himmel og jord" er rigtig glædeligt, for jeg oplever "den anden side" har så meget at give os mennesker her på Jorden.


Har du nogensinde spurgt dig selv om følgende:
Hvis jeg havde evnen til at se dem på "den anden side", vil jeg så benytte mig af den?
Hvis jeg kunne høre, vil jeg så lytte efter?
Hvis jeg havde evnen til at tale med dem, vil jeg så kommunikere?  
Hvis jeg kunne røre, vil jeg så mærke efter?


Er verden endnu, som i det kendte H.C.Andersens eventyr om en skorstensfejer og en lille naiv hyrdinde, for stor til at begive sig ud i og erobre?
Hvis nej:
Har du nogensinde spurgt dig selv om du selv sætter grænser for din formåen?
Har du nogensinde spurgt dig selv om der er andre, der sætter grænser for din formåen?
Har du nogensinde forsøgt at flytte dine grænser for din egen formåen?


Måske er tiden til at komme videre med din formåen kommet nu. 
for
Hvem har fortalt dig, at åndeverdenen ikke findes? 
Hvem har lært dig frygten for den og, at du har behov for frygten?


I naturreligioner (indianere, kikuyoer m.fl.), er kontakten til åndeverdenen en naturlig og vigtig del af menneskenes liv. Det vil sige, at disse menneskers kontakt til ånderne har eksisteret i mange århundrender/tusinder - og kontakten er stadig åben. 
I England er det at være spirituel ovenikøbet en statsanerkendt religion med lovgivning og alt hvad dertil hører - og kontakten med åndeverden er en vigtig del af gudstjenesten.
Har du tænkt over, at en årsag til dette kunne være, at rent faktisk er meget at hente for os?
Måske er "den anden verden" ikke en anden verden, men en vigtig del af vores?

For 800 år siden vil den civiliserede verden have grinet af teorien om Amerika - også selv om vikingerne kiggede forbi verdensdelen et par hundrede år før.

Langt op i 1700-tallet grinte man af teorien om, at jorden var rund. Skibene faldt da ud over kanten af verden, når de nåede horisonten....Det vidste alle da.

For to år siden dukkede der en ny menneskestamme op i Indonesien.

Vores verdensbillede ændrer sig løbende og vores verden bliver jævnligt er mere mangfoldig end vi selv vil indrømme.


Kunne du ikke tænke dig at skabe din egen mening om hvad der er rigtig/forkert eller godt/ondt, analyseret og konkluderet af dig ud fra dit eget studie af "den anden side"?
Eller har du de beviser og informationer, du behøver til at danne dig et fyldestgørende billede af, hvad der eksisterer/ikke eksisterer i vores verden?

Est atrium - Det er ikke længe siden, at Jorden var flak som en pandekage.

Min Jord er ikke længere kuglerund, men flerdimentionel.

Tak Mia - Det er en stor ære blevet være din fadder :)






  

At udholde lykke

Kender du det, at du mærker, at du er foran dig selv hele tiden?

Kender du følelsen af rastløshed - at mærke, at du skal så meget mere, end det du allerede har gang i og du bare har lyst til at køre der ud af, et kvarter for stærkt - uden at vide i hvilken retning?

Sådan har jeg haft det gennem det sidste halve år. Forleden, under min snottur, kulminerede det så.
Selvom det rent fysisk burde være umuligt at filosofere og tænke klart gennem snot, så formåede jeg faktisk at stille mig nogle ret store spørgsmål om mit liv:
"Hvad skal jeg? "
"Hvad vil jeg?"
"Hvor mon jeg ender?"
"Kan jeg mon leve med, at jeg ikke kan være nummer 1 til alt, og er det tanken om ikke at være perfekt til noget ukendt, der blokerer for andre veje?

Som dagen forleden gik, blev jeg egentlig ret stolt af mig selv igennem feber-/snottågerne: "Tænk, at kunne tænke sådan her i sådan en tilstand."
"Jeg er jo et omvandrende mirakel (både ironisk ment og lettere sarkastisk)."
(For selvom vi alle jo er omvandrende mirakler, bliver dette lige sakset ud af denne blog - som et vigtigt faktum, men ikke relevant lige her.)

Husker egentlig mest fra feberdagen, at jeg dagen blev en anelse træt af mig selv og det faktum, at hele min krop ikke kunne rumme mine tanker...- og de fyldte.

Men...
Jeg har til dagligt de bedste kolleger. Arbejdet og opgaverne er også ok. Synes selv, at jeg er ret god til det jeg laver og får udrettet.
Dejligt at kunne klappe mig selv på skulderen - og dejligt når andre også gør det.

Faktisk er jeg heller ikke sikker på, at de store tanker, der kalder, er arbejdsrelaterede.

Men hvad så?
Jeg har verdens bedste, store familie med plads til alle, samt to dejlige piger og en kæreste - Mit liv er faktisk ret perfekt på det punkt.
Jeg har mit spirituelle liv og interesserne, som vokser som dagene går. Der, som en klematis, snor sig ind både i mit arbejds-, fritids- og familieliv, som en uundværlig gave. Bruger det overalt og vil ikke undvære det.
Især når overskuddet hos mig, kan gavne andre og resultaterne viser sig.
Dejligt at klappe mig selv på skulderen - dejligt når andre også gør det.

Anerkendelse er jo dejligt - elsker at give - har lært at modtage.

Hvad stiller man med en høj IQ, hvis man ikke engang kan redde sig selv ud?

Dog har jeg opdaget, at jeg efter mit bekendskab med diverse barselshormoner, er blevet ret konsekvent over for mig selv og andre.
Jeg er ovenikøbet begyndt at fatte mig i korthed, når min holdning bliver efterspurgt.... - og det er store sager.
Min egen personlige stopklods for, hvad jeg vil stå til måls for, er ligeledes blevet opgraderet til "Stopklods premium 2.0" - både i mit daglige, personlige og spirituelle arbejde.

Måske er tiden inde til at give efter for følelserne i maven, at åbne sluserne og lade følelserne og tankerne få frit spil for og i mit liv. Lade dem vokse sig store og så svømme rundt i dem, som et glad barn i en svimmingpool.

Kan du forestille dig livet svømmende rundt i dine egne følelser og fornemmelsers swimmingpool? Hvad skulle der til for at du tog en dukkert - Hvis du ikke allerede er igang?

Måske, når følelserne bliver stærke nok, det viser sig, at mit - eller vores - eneste problem er, at mennesker har en manglende evne til at udholde lykke.

Veje af grus

De gamle amerikanske indianere, så fjer som et symbol på friheden. 

Jeg fandt denne lille fjer, eller det der jo nærmest er et dun, på min vej og tog dette billede af den.

Senere tog jeg bilen og kørte op ad den lange grusvej, som vi bor ned ad. Grusvejen ligger i et sving ud til en større, snoet og bakket landevej og den bugter sig gennem landskabet ca. 1 km. ned til vores hjem fra landevejen. 

Jeg sad i bilen og tænkte på de personer, som jeg havde talt med, der havde haft store problemer med at finde  grusvejen ned til vores hus - ja, sågar kørt fordi den adskillelige gange uden at ane, at den eksisterede.

Vejen er også dækket af vildtvoksende, flotte grøftekanter - anonym i svinget på landevejen.

Jeg forstår udmærket de arme stakler, som forgæves og i vildrede er kørt forbi. 

For hvem lægger mærke til en grusvej, når udsigten til fjorden over de store kornmarker, en sommerdag, sætter sindet i sommerhumør?
Bare udsigten en hvilken som helst dag, er nok til at vejen forsvinder. 

Tænk nu, hvis vores liv var en større snoet og bakket landevej - med solgule kornmarker på begge sider og med udsigt til fjorden -Ville vi så lægge mærke til de grusveje, der vil stikke ud hist og her - og som det rent faktisk var muligt at stikke ned af? Eller ville vi se dem som værende tilegnede til andre personer?

Ville vi stikke ned af dem, bare for at se hvad der var for enden? Eller ville vi kun begive os ned af den, hvis det var den vej vi søgte? 

Ville vi i det hele tage opdage den, selvom den var til os og rent faktisk var den vej vi skulle? Eller vil vi lade os forblinde af udsigten til fjorden, solens varme, kornets sitren og landevejens fylde?

HVOR ER DET BARE FEDT, at GPSén eksisterer i de situationer, ikke sandt?! Hende der, Frk. Jensen, der sidder inde i den, skal sgu nok fortælle os, hvor vi skal hen - ingen svingeærinder, do.

Men.....

Hvad nu hvis grusvejen, var en stikvej - et alternativ til den oprindelige rute -og kortlagt på GPSén? 

Ja, så vil der STRAKS opstå store problemer. For skal man holde sig til den oprindelige rute og gøre som Rødhættes mor, Frk. Jensen, siger? Eller skal man give sig ud på en rute - et ukendt territorium, som man i bund og grund ikke ved, hvad indeholder af bump, bakker, skønhed, liv, muligheder og begrænsninger?  -Måske den alligevel ender blindt?
Måske er der sat en bum på vejen, som ikke er med på GPSén (oh, crap)?
Måske der er opsat accellereringsfelter, så du får fart på, hvem ved? 

Tør du den grusvej? Tør du lade være? Gør du det? Eller vil du bagefter ærge dig, hvis din beslutning var ikke at tage grusvejen?

Hvad er det værste der kan ske ved at tage den? 

Sætter du livet på spil eller betyder det, at du bliver en erfaring rigere, ved at gøre det? 

Tisser du i bukserne, eller griner du af spænding?

Det er jo "bare" en alternativ rute - eller hvad?

Du har din egen fjer - dit eget dun - din frihed til at vælge - frihed til at træffe dine egne beslutninger i dit liv, for dit liv - frihed til at beslutte om du vil følge din store landevej, eller tage en afstikker i ny og næ, af en pludselig opstået, anonym grusvej.

Sæt nu grusvejen - afstikkeren - var en længe ventet redningsplanke - en luftforandring. 

Sæt nu grusvejen gav dig en indsigt på godt og ondt, som du ellers ikke vil have fået. 

Sæt nu, at du på trods af, at have taget grusvejen, alligevel nåede dit fastsatte bestemmelsessted - men med nogle oplevelser rigere, end hvis du "bare" havde kørt videre af landevejen.

Sæt nu, at du fik en oplevelse - og du kunne sige til andre: "Den der grusvej, der ligger der og der...Den skulle I prøve..." Den har givet mig.....osv. 

Vi er dog alle udstyret med vores egen GPS - en Rødhætte Frk. Jensen mor - Et overjeg , som er rigtig dygtig til at fortælle os, hvor vi må gå, hvad vi kan, hvad vi skal - og hvornår vi skal gøre det.

Men er det det vi vil have og tør vi lade være med at lytte til GPSén og køre vores liv selv - efter vores egen mave - efter vores eget helt egoistiske og personlige valg, med alle de stikveje landevejen tilbyder?
Tør vi tage ansvaret for vores egen kørsel og vil vi evt. kunne finde tilbage, hvis....?
Tør vi et øjeblik udføre et frit fald, et bungyjump ud i det helt vilde og frie land....eller er det en ren omgang uhyggelig UHHHHHH Mufasa? 

Hvad er det værste der vil kunne ske ved at gøre det?

Hvem tør leve i nuet, smide GPSén og svigermor, på passagersædet, ud af bilen og overtage styringen af bilen på landevejen selv??? 

Stort ansvar? Tja, så er der ingen andre at give skyld, hvis vejen er et No Go.
Øv da.....

Jeg har selv taget en række grusveje i mit liv, nogle mere tætbevoksede end andre. Har aldrig helt forstået det der med kontrollen og "kun" holdt mig til landevejen - har altid ville mere - har altid ville anerledes.
-Og jo, jeg har fået tonsvis af plaster på mine knæ gennem tiden og ved derfor også, hvad der kan vente af mudderhuller - men også af godteposer, nede af de små veje.
- Og mudder kan altså vaskes af både bil og tøj,- og så er man tilbage bag rettet i sin bil, gode erfaringer rigere og pletter på tøjet som man for alt i verden ikke ville have undværet, når man tænker tilbage.

Tænk over det, næste gang din rute, din landevej, dit liv byder på  flere små alternative veje, retninger og nye valg, der skal tages.

Hvad er det værste, der ville kunne ske, hvis du gjorde, som du ville med dit liv? Eller gjorde noget som ikke var forventet af dig selv eller andre, men som føltes godt i maven? Det værste der vil kunne ske?

Ja, det er godt nok vildt - Det vildeste, ikke?!

Jeg sad i bilen og tænkte på de personer, som jeg havde talt med, der havde haft store problemer med at finde grusvejen ... 

-Jeg ved, hvad der for enden af min anonyme grusvej med udsigt over Roskilde Fjord - og jeg vil altid have kaffe på kanden, hvis du skulle kigge forbi ;-)

A Wish comes true

Forleden spørger min kære husbond mig, hvad jeg vil beskæftige mig med, som noget af det vildeste, jeg kan forestille mig.
Hvis der er frit valg på alle hylder, hvad skal det så være....? Det vildeste?

Er du nogen sinde blevet stillet det spørgsmål? Har du nogensinde tænkt over, hvad du vil svare?

Hmmmm - fanget i min egen fælde og svære spørgsmål.
Ja, hvad pokker? Det vildeste...

Tankerne får frit løb:
"Hvorfor lige dette spørgsmål af alle? - Dét, som jeg selv jævnligt bruger i mit daglige arbejde som arbejdsmarkedsrådgiver.
-Eét spørgsmål, som jeg bringer på banen, når jeg skal have folk til at drømme eller tænke på deres liv i dets ønskelige form.
- Eet spørgsmål, som jeg selv mener er med til at plante et frø - en spire - et håb i et liv.

Ja, hvad pokker? Hvorfor lige netop dette spørgsmål af alle?"

Efter et par minutters knagen på øverste etage, lyder mit svar:  "At skrive en bog om hvordan min verden hænger sammen fra inderst til yderst - tanker, livsanskuelser og verdensbilleder. Dernæst at starte som blogger."

Endnu et øjebliks stilhed...Jeg opdager, at min teori om mit eget spørgsmål, som jeg selv blev stillet, holder stik.
Måske er det vildeste, man kan forestille sig at lave, ikke så vildt igen. Måske er der håb og muligheder for, at tingene kan lade sig gøre.
Bog og blog  - Er det vildt?

Idet vi sender vores ønsker eller tanker ud - at vi siger dem højt, så vi også selv hører dem - skriver den ned, så vi ser dem - gør ønskerne/tankerne virkelige for os. De bliver så håndgribelige og virkelige, at de bliver til at arbejde med - lidt ligesom en klump modellervoks, man hiver ud af en tæt forsejlet pakke...Vi former selv vores liv og vore ønsker, gennem vores liv og vore ønsker. vi er en klump modellervoks - ligesom vores liv.
That is the secret.....- og dette er endnu engang en bekræftigelse på, at det er sådan det forholder sig.

En tanke er født...Det vildeste jeg kunne forestille mig - Ikke så vildt igen.
Her er jeg så.
Mit liv som aktiv blogger begyndt.

Dine spørgsmål og kommentarer modtages gerne - måske kan de åbne nye døre.