At udholde lykke

Kender du det, at du mærker, at du er foran dig selv hele tiden?

Kender du følelsen af rastløshed - at mærke, at du skal så meget mere, end det du allerede har gang i og du bare har lyst til at køre der ud af, et kvarter for stærkt - uden at vide i hvilken retning?

Sådan har jeg haft det gennem det sidste halve år. Forleden, under min snottur, kulminerede det så.
Selvom det rent fysisk burde være umuligt at filosofere og tænke klart gennem snot, så formåede jeg faktisk at stille mig nogle ret store spørgsmål om mit liv:
"Hvad skal jeg? "
"Hvad vil jeg?"
"Hvor mon jeg ender?"
"Kan jeg mon leve med, at jeg ikke kan være nummer 1 til alt, og er det tanken om ikke at være perfekt til noget ukendt, der blokerer for andre veje?

Som dagen forleden gik, blev jeg egentlig ret stolt af mig selv igennem feber-/snottågerne: "Tænk, at kunne tænke sådan her i sådan en tilstand."
"Jeg er jo et omvandrende mirakel (både ironisk ment og lettere sarkastisk)."
(For selvom vi alle jo er omvandrende mirakler, bliver dette lige sakset ud af denne blog - som et vigtigt faktum, men ikke relevant lige her.)

Husker egentlig mest fra feberdagen, at jeg dagen blev en anelse træt af mig selv og det faktum, at hele min krop ikke kunne rumme mine tanker...- og de fyldte.

Men...
Jeg har til dagligt de bedste kolleger. Arbejdet og opgaverne er også ok. Synes selv, at jeg er ret god til det jeg laver og får udrettet.
Dejligt at kunne klappe mig selv på skulderen - og dejligt når andre også gør det.

Faktisk er jeg heller ikke sikker på, at de store tanker, der kalder, er arbejdsrelaterede.

Men hvad så?
Jeg har verdens bedste, store familie med plads til alle, samt to dejlige piger og en kæreste - Mit liv er faktisk ret perfekt på det punkt.
Jeg har mit spirituelle liv og interesserne, som vokser som dagene går. Der, som en klematis, snor sig ind både i mit arbejds-, fritids- og familieliv, som en uundværlig gave. Bruger det overalt og vil ikke undvære det.
Især når overskuddet hos mig, kan gavne andre og resultaterne viser sig.
Dejligt at klappe mig selv på skulderen - dejligt når andre også gør det.

Anerkendelse er jo dejligt - elsker at give - har lært at modtage.

Hvad stiller man med en høj IQ, hvis man ikke engang kan redde sig selv ud?

Dog har jeg opdaget, at jeg efter mit bekendskab med diverse barselshormoner, er blevet ret konsekvent over for mig selv og andre.
Jeg er ovenikøbet begyndt at fatte mig i korthed, når min holdning bliver efterspurgt.... - og det er store sager.
Min egen personlige stopklods for, hvad jeg vil stå til måls for, er ligeledes blevet opgraderet til "Stopklods premium 2.0" - både i mit daglige, personlige og spirituelle arbejde.

Måske er tiden inde til at give efter for følelserne i maven, at åbne sluserne og lade følelserne og tankerne få frit spil for og i mit liv. Lade dem vokse sig store og så svømme rundt i dem, som et glad barn i en svimmingpool.

Kan du forestille dig livet svømmende rundt i dine egne følelser og fornemmelsers swimmingpool? Hvad skulle der til for at du tog en dukkert - Hvis du ikke allerede er igang?

Måske, når følelserne bliver stærke nok, det viser sig, at mit - eller vores - eneste problem er, at mennesker har en manglende evne til at udholde lykke.