Veje af grus

De gamle amerikanske indianere, så fjer som et symbol på friheden. 

Jeg fandt denne lille fjer, eller det der jo nærmest er et dun, på min vej og tog dette billede af den.

Senere tog jeg bilen og kørte op ad den lange grusvej, som vi bor ned ad. Grusvejen ligger i et sving ud til en større, snoet og bakket landevej og den bugter sig gennem landskabet ca. 1 km. ned til vores hjem fra landevejen. 

Jeg sad i bilen og tænkte på de personer, som jeg havde talt med, der havde haft store problemer med at finde  grusvejen ned til vores hus - ja, sågar kørt fordi den adskillelige gange uden at ane, at den eksisterede.

Vejen er også dækket af vildtvoksende, flotte grøftekanter - anonym i svinget på landevejen.

Jeg forstår udmærket de arme stakler, som forgæves og i vildrede er kørt forbi. 

For hvem lægger mærke til en grusvej, når udsigten til fjorden over de store kornmarker, en sommerdag, sætter sindet i sommerhumør?
Bare udsigten en hvilken som helst dag, er nok til at vejen forsvinder. 

Tænk nu, hvis vores liv var en større snoet og bakket landevej - med solgule kornmarker på begge sider og med udsigt til fjorden -Ville vi så lægge mærke til de grusveje, der vil stikke ud hist og her - og som det rent faktisk var muligt at stikke ned af? Eller ville vi se dem som værende tilegnede til andre personer?

Ville vi stikke ned af dem, bare for at se hvad der var for enden? Eller ville vi kun begive os ned af den, hvis det var den vej vi søgte? 

Ville vi i det hele tage opdage den, selvom den var til os og rent faktisk var den vej vi skulle? Eller vil vi lade os forblinde af udsigten til fjorden, solens varme, kornets sitren og landevejens fylde?

HVOR ER DET BARE FEDT, at GPSén eksisterer i de situationer, ikke sandt?! Hende der, Frk. Jensen, der sidder inde i den, skal sgu nok fortælle os, hvor vi skal hen - ingen svingeærinder, do.

Men.....

Hvad nu hvis grusvejen, var en stikvej - et alternativ til den oprindelige rute -og kortlagt på GPSén? 

Ja, så vil der STRAKS opstå store problemer. For skal man holde sig til den oprindelige rute og gøre som Rødhættes mor, Frk. Jensen, siger? Eller skal man give sig ud på en rute - et ukendt territorium, som man i bund og grund ikke ved, hvad indeholder af bump, bakker, skønhed, liv, muligheder og begrænsninger?  -Måske den alligevel ender blindt?
Måske er der sat en bum på vejen, som ikke er med på GPSén (oh, crap)?
Måske der er opsat accellereringsfelter, så du får fart på, hvem ved? 

Tør du den grusvej? Tør du lade være? Gør du det? Eller vil du bagefter ærge dig, hvis din beslutning var ikke at tage grusvejen?

Hvad er det værste der kan ske ved at tage den? 

Sætter du livet på spil eller betyder det, at du bliver en erfaring rigere, ved at gøre det? 

Tisser du i bukserne, eller griner du af spænding?

Det er jo "bare" en alternativ rute - eller hvad?

Du har din egen fjer - dit eget dun - din frihed til at vælge - frihed til at træffe dine egne beslutninger i dit liv, for dit liv - frihed til at beslutte om du vil følge din store landevej, eller tage en afstikker i ny og næ, af en pludselig opstået, anonym grusvej.

Sæt nu grusvejen - afstikkeren - var en længe ventet redningsplanke - en luftforandring. 

Sæt nu grusvejen gav dig en indsigt på godt og ondt, som du ellers ikke vil have fået. 

Sæt nu, at du på trods af, at have taget grusvejen, alligevel nåede dit fastsatte bestemmelsessted - men med nogle oplevelser rigere, end hvis du "bare" havde kørt videre af landevejen.

Sæt nu, at du fik en oplevelse - og du kunne sige til andre: "Den der grusvej, der ligger der og der...Den skulle I prøve..." Den har givet mig.....osv. 

Vi er dog alle udstyret med vores egen GPS - en Rødhætte Frk. Jensen mor - Et overjeg , som er rigtig dygtig til at fortælle os, hvor vi må gå, hvad vi kan, hvad vi skal - og hvornår vi skal gøre det.

Men er det det vi vil have og tør vi lade være med at lytte til GPSén og køre vores liv selv - efter vores egen mave - efter vores eget helt egoistiske og personlige valg, med alle de stikveje landevejen tilbyder?
Tør vi tage ansvaret for vores egen kørsel og vil vi evt. kunne finde tilbage, hvis....?
Tør vi et øjeblik udføre et frit fald, et bungyjump ud i det helt vilde og frie land....eller er det en ren omgang uhyggelig UHHHHHH Mufasa? 

Hvad er det værste der vil kunne ske ved at gøre det?

Hvem tør leve i nuet, smide GPSén og svigermor, på passagersædet, ud af bilen og overtage styringen af bilen på landevejen selv??? 

Stort ansvar? Tja, så er der ingen andre at give skyld, hvis vejen er et No Go.
Øv da.....

Jeg har selv taget en række grusveje i mit liv, nogle mere tætbevoksede end andre. Har aldrig helt forstået det der med kontrollen og "kun" holdt mig til landevejen - har altid ville mere - har altid ville anerledes.
-Og jo, jeg har fået tonsvis af plaster på mine knæ gennem tiden og ved derfor også, hvad der kan vente af mudderhuller - men også af godteposer, nede af de små veje.
- Og mudder kan altså vaskes af både bil og tøj,- og så er man tilbage bag rettet i sin bil, gode erfaringer rigere og pletter på tøjet som man for alt i verden ikke ville have undværet, når man tænker tilbage.

Tænk over det, næste gang din rute, din landevej, dit liv byder på  flere små alternative veje, retninger og nye valg, der skal tages.

Hvad er det værste, der ville kunne ske, hvis du gjorde, som du ville med dit liv? Eller gjorde noget som ikke var forventet af dig selv eller andre, men som føltes godt i maven? Det værste der vil kunne ske?

Ja, det er godt nok vildt - Det vildeste, ikke?!

Jeg sad i bilen og tænkte på de personer, som jeg havde talt med, der havde haft store problemer med at finde grusvejen ... 

-Jeg ved, hvad der for enden af min anonyme grusvej med udsigt over Roskilde Fjord - og jeg vil altid have kaffe på kanden, hvis du skulle kigge forbi ;-)