Pip`sofi - ikke en overspringshandling, men "a way of/to life"

Tænk, at skulle leve et liv i overspringshandlinger...
Alle de handlinger som gøres, istedet for at gøre noget andet. Noget andet, der er kendetegnet ved at være virkelig demotiverende på det stadie, man lige befinder sig i.

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om overspringshandlinger er en del af det, at leve i nuet, eller om det er en del af en flugt fra hele tiden at skulle fremstå som en god og ordentlig samfundsborger?
Hvilket jeg i øvrigt også anser mig selv for at være.

Inden for etologien betyder overspringshandling en tilsyneladende irrelevant handling, som et dyr foretager, når dets instinkter giver det selvmodsigende beskeder, så flere uforenelige adfærdselementer stimuleres samtidig.

Overspringshandlinger beskrives generelt som en kæde af umiddelbart unødvendige eller mindre vigtige handlinger, hvis prioritet løbende højnes - og således udsættes den vigtige opgave. 

GAd vide hvem der så bestemmer, hvad denne vigtige opgave så er. Det må vidst været en definitions-, persons- og situations- afhængig prioritering....Eller hvad?

Jeg forsøger virkelig at tage mig sammen og har underliggende en fornemmelse af at være gennemsyret at en ligelig blanding at Pippi Langstrømpe- og vandbærer blod, der hæftigt suser rundt i mine årer.

Pippi Langstrømpe er mere en blot en børnebogsfigur for mig. Hun appellerer sikkert til flere frække unger verden over. Men den lille, anarkistiske, rødhårde, rebel må vel også formodes at være et kampsymbol for antifascistiske og autonome mennesker verden over. Pippi har faktisk, for mig set, nogle rigtig sunde egenskaber. At være autonom - selvbestemmende over sit liv, er ikke en skam, men vil, når man er som jeg, også kunne opfattes som et krav til ens formåen i store dele af den verden, hvor andre ikke dikterer den for os.

Man kan jo så diskutere om det så ikke alligevel bliver det. Med det mener jeg ikke kun det, der kan læses i diverse dame- og modeblade. Men også alle de krav og regler, der bliver pålagt os fra forskellige sider - og som er med til at regulerer vores adfærd...

Fornuftigt nok, eftersom vi ikke alle kan rende rundt og være anarkister....... :)

men
Pippi! Hende har den gode Astrid Lindgreen altså gjort godt.
Tænk, at opfinde et barn, der tror på og har valgt, at hun kan det, hun vil - uden at skulle have det fortalt fra andre.

Hun modsætter sig andres idéer om normalisering -om hvad der er rigtigt, hvis det føles forkert for hende og ikke giver mening i maven.

Jeg kan især godt lide Den norske filosof Øystein Sjaastad mening om Pippi.

Han mener at Pippi repræsenterer selvstændighed, humor, generøsitet og en antiautoritær tilgang til livet. Han kalder hende desuden sokratisk i sin måde at tænke på, fordi hun sidestiller logik og nonsensleg med ord. Han fremhæver også, at Astrid Lindgren kaldte Pippi Langstrømpe for »det gode magtmenneske«, fordi hun gerne vil have magt, men hun bruger den til det gode.

Politiet kommer bl.a. for at sende den anarkistiske Pippi på børnehjem. Pippi leger tagfat med de to betjente oppe på taget af Villavillakulla, indtil de bliver rundtossede. Til sidst bærer verdens stærkeste pige dem ud på vejen, hvor hun giver dem en kage og siger tak for i dag.


Det sidste minder måske temmelig meget første runde i kampen om Jagtvej 69 efter den analyse - det så jeg så ikke lige komme.

Lige nu har jeg lyst til for et øjeblik at være i en Pippiverden og tage en svingom i lysekronen. Dvs efter snot og halsonde er væk.

Lige nu står den på skolearbejde og grædende barn.
Hov, der kom sgi lige en SMS fra veninden. Jeg må studerer mere om denne Pippisofi en anden dag, når lejligheden og tankemyldret igen viser sit autonome ansigt.